Væk med momsen på frugt og grønt: Coop var foregangseksempel, vil andre følge efter?
De billigere varer i frugt og grønt-afdelingerne hos Coops butikker har været en succes, har RetailNews tidligere beskrevet.
Læs også: Prognose forudser tab af markedsandele for kæmpekæde
Coop fjernede momsen på frugt og grønt - og har kæmpe succes
Inspireret af Coops initiativ har RetailNews lavet en rundspørge hos flere dagligvarekæder - heriblandt Lidl, Aldi, Rema 1000 og Dagrofa.
Læs også: Coop går over til statens dyrevelfærdsmærke
Hos Dagrofa ser man med optimisme på tiltaget.
- Det jeg kan sige er, at vi I Dagrofa bakker op om forslaget om at fjerne momsen på frugt og grønt, fordi vi mener det vil lede til, at danskerne vil spise mere frugt og grønt til gavn for folkesundheden og klimaet, skriver Morten Vestberg, kommunikationsdirektør i Dagrofa, i et skriftligt svar til RetailNews.
Hos Aldi har man valgt en lidt anden tilgang.
- Aldis fokus er at tilbyde frugt og grønt til lave priser hver uge. For at imødekomme vores kunder i en tid med stigende priser arbejder vi bl.a. med at reducere vores forpakningsstørrelser, så kunderne nemmere kan købe den mængde, de har brug for, selvom man ikke nødvendigvis er en stor familie. Derudover sælger vi også en hel del frugt og grønt efter vægt, så kunderne kan købe præcis den mængde, som passer til deres behov, skriver Louise Wendelbo, kommunikationschef i Aldi Danmark, i en mail.
- Vi kommenterer desværre ikke på priser - især ikke hvad vi finder på i fremtiden - af konkurrencehensyn. Det er da altid en god ide at have skarpe priser - det har vi hver dag, skriver Jonas Schrøder, kommunikationschef i Rema 1000, kortfattet tilbage på RetailNews' henvendelse.
Lidl er ikke vendt tilbage på RetailNews' henvendelse.
Ikke nogen god idé
Selvom intentionerne om at sørge for billigere sunde og grønne fødevarer til danskerne umiddelbart er sympatisk nok, kan det ifølge to økonomiprofessorer medvirke til en negativ påvirkning af økonomien.
Læs også: Coop klar til at sælge varer fra Ukraine for millioner til danskerne
- Når man sænker momsen på nogle af de varer, der er steget mest i pris, øger man sådan set bare inflationen, fordi den lavere moms gør, at folk har mulighed for at købe mere. På den måde øger man efterspørgslen på præcis de varer, der udgør problemet, og inflationspresset stiger, siger Bo Sandemann Rasmussen til FødevareWatch.
Begge professorer peger i stedet på indkomstskatten som et oplagt område at lave ændringer på, hvis man vil inflationen til livs - og vil man samtidig gerne fremme den sunde dagsorden, vil tilskud til indkøb af disse varer i stedet fungere bedre.
- Et tilskud virker lidt som en nedsat moms på de specifikke varer, men man kunne undgå at røre hele momssystemet og lade det køre efter de procedurer, der er indarbejde, siger Hans Jørgen Whitte-Jacobsen til FødevareWatch.